Når videnskaben ikke kan forklare kroppens kompleksitet
Videnskab ved grænsen: Når vi må tænke i helheder
Vi står i dag ved en videnskabelig grænse, hvor de metoder, vi har brugt til at forstå kroppen og psyken, ikke længere er tilstrækkelige. På samme måde som grænsen mellem den newtonske fysik og kvantemekanik befinder vi os nu i et domæne, hvor kompleksiteten gør det vanskeligt at anvende den traditionelle videnskabelige metode. Når det gælder kroniske lidelser som migræne, IBS eller depression, ser vi tydeligt denne udfordring.
Den ufattelige kompleksitet i kroppen og hjernen
Hjernen arbejder med milliarder af processer hvert eneste minut. Hver tanke, hver følelse og hver fysisk bevægelse er resultatet af utallige elektriske signaler og kemiske interaktioner, der foregår på mikrosekunder. Samtidig er hjernen i konstant dialog med kroppen, hvor biologiske, sociale og psykologiske faktorer interagerer i et komplekst system. Denne dynamik gør det nærmest umuligt at isolere én enkelt årsag til komplekse lidelser som migræne eller IBS.
Ingen ved præcist, hvordan en migræne opstår. Hypoteser peger på udvidelse af blodkar, ubalancer i signalstoffer eller hyperaktivitet i bestemte hjernestrukturer. Men disse forklaringer er ofte utilstrækkelige. De præsenterer måske dele af sandheden, men aldrig det fulde billede.
At kigge ud over det fysiologiske
Når vi kun ser på migræne som et fysiologisk problem – eksempelvis i blodkar eller hjernesignalering – stirrer vi os blinde på detaljerne. I stedet bør vi antage, at kroppens selvregulerende processer spiller en central rolle. Kroppen er designet til at finde balance gennem mekanismer, der er blevet udviklet over millioner af år. Men når mekanismerne forstyrres af stress, utryghed eller traumer, kan lidelser opstå – ikke som én enkeltstående fejl, men som en dysregulering i kroppens samlede system.
Kroppen som helhed – og hvordan vi har forstået den
Det er vigtigt at huske, at kroppen er en helhed. Men så snart vi taler om den, reducerer vi den til dele, til perspektiver. Gennem historien har videnskaben forsøgt at forstå psyken og kroppen gennem forskellige linser:
1. Mytologisk og spirituel forståelse:
Tidlige civilisationer betragtede sygdom som et resultat af åndelig forstyrrelse eller mangel på harmoni med naturens kræfter.
2. Fysiologisk mekanisme:
Den medicinske revolution i 1600-tallet førte til en opfattelse af kroppen som en maskine, hvor psyken ofte blev betragtet som sekundær.
3. Psykoanalyse og psykodynamisk teori:
Med Freud kom fokus på det ubevidste og psykens dybere lag. Kroppen blev en arena for ubevidste konflikter, der kunne manifestere sig som fysiske symptomer.
4. Adfærdspsykologi:
I begyndelsen af det 20. århundrede skiftede fokus til observerbar adfærd og ydre stimuli. Psyken og kroppen blev reduceret til reaktioner på miljøet.
5. Neurologi og biokemisk reduktionisme:
I dag ses psyken ofte gennem neurologi eller kemikalier. Psykologiske tilstande forklares ud fra hjernens signalstoffer eller genetiske dispositioner.
6. Systemteori og helhedsforståelse:
Moderne tilgange ser kroppen og psyken som interagerende systemer, hvor biologiske, psykologiske og sociale faktorer er uløseligt forbundne.
Den genetiske naturtilstand som nøglen
Når det gælder lidelser som depression, leddegigt eller IBS, står vi over for fænomener, der ikke kan forklares entydigt af én enkelt model. Vi ved ikke, hvad der præcist udløser en depression, hvad der sætter leddegigt i gang, eller hvorfor IBS opstår. Der findes utallige hypoteser, men ingen, der kan efterprøves endegyldigt.
Et fællestræk for disse lidelser er, at hjernen altid er involveret. Vi er født med en genetisk kode – en programmering – der oprindeligt er designet til at holde os i balance. Denne genetiske homeostase kan dog forstyrres af socialpsykologiske forhold som stress, utryghed, traumer eller frygt. Når forstyrrelserne bliver integreret i nervesystemet, kan de føre til kroniske symptomer.
ST-behandling som en bro til genetisk balance
Hjernens neuroplasticitet betyder, at den kan ændre og tilpasse sig nye forhold. ST-behandling arbejder i dyb trance og udnytter denne evne ved at ændre kommunikationen mellem sind, hjerne og krop. Det er som at “genstarte” en forstyrret proces og føre hjernen tilbage til dens genetiske natur- eller normaltilstand.
Når vi ser på kroppen som en helhed, giver ST-behandling mulighed for, at alle systemer kan arbejde sammen i en form for totaltilstand. I denne proces kan man forestille sig en “atomar superposition” – en tilstand, hvor alle muligheder er åbne, og kroppen kan finde den mest harmoniske løsning.
Helheden er nøglen
ST-behandling handler ikke om mekanisk reparation, men om at skabe en tilstand, hvor kroppen og sindet kan arbejde sammen som én helhed. Når livserfaringer som stress, traumer og frygt skaber forstyrrelser, bliver det hjernens opgave at regulere en kompleks organisme. Går denne regulering galt, integreres fejl og lidelse i nervesystemet. Ved at tænke i helheder, frem for fragmenter, kan ST-behandling genoprette denne balance. Kroppen er ikke vores modeller – de er blot et resultat af vores sprog og tænkning, som ofte fragmenterer helheden. Det kræver, at vi ser ud over videnskabens nuværende begrænsninger og anerkender, at vi arbejder med et multidimensionelt og multifacetteret fænomen.